Himlen

Ønsker du at vide, hvad du ser på himlen med det blotte øje, er siden Heavens-Above et rigtigt godt sted at søge ind på. Her er der kort og tabeller i lange baner.
 
Inden du bruger Heavens-Above, bør sted og evt. sprog vælges øverst til højre på siden.
 
På siden Vælg sted anbefaler jeg, at du stater med at indtaste et stednavn, f.eks. et bynavn, i feltet "Søg efter sted" og klikker på "Søg". Fremkommer der et passende sted husk at klikke på "Opdatér" nederst på siden.
 
Når stedet er på plads, kan jeg varmt anbefale Interaktivt kort over himlen, SolenMånen og Oversigt over planeter.
 

Her er en lille vejledning til at finde Nordstjernen (Polaris) på himlen ved hjælp af Karlsvognen i Store Bjørn. Når du betragter Norstjernen kigger du mod nord.

Stjerneskud

Hver klar nat er der mulighed for at se stjerneskud. Et stjerneskud kaldes også en meteor, og er det lys man ser, når et lille fast himmellegeme trænger ind i Jordens atmosfære med høj fart. Et himmellegeme der trænger ind i atmosfæren kaldes en meteoroide.
 
Gennem året optræder der med mellemrum en stjerneskudsværm. Fælles for stjerneskuddene i en sådan sværm, er at det ser ud til, at de stråler ud fra et mindre område på himlen. Dette område kaldes stjerneskudsværmens radiant. Sværmens navn henviser til radiantens sted på himlen, f.eks. et stjernebillede.
 
Her er nogle stjerneskudsværme som kan ses fra Danmark:
 
Quadrantiderne: Aktive 1. til 5. januar. Størst aktivitet 4. januar. Radiant i stjernebilledet Bjørnevogteren.
 
Lyriderne: Aktive 16. til 25. april. Størst aktivitet 21. april. Radiant i stjernebilledet Lyren.
 
Perseiderne: Aktive 17. juli til 24. august. Størst aktivitet 12. august. Radiant i stjernebilledet Perseus.
 
Orioniderne: Aktive 2. oktober til 7. november. Størst aktivitet 21. oktober. Radiant i stjernebilledet Orion.
 
Leoniderne: Aktive 14. til 21. november. Størst aktivitet 17. november. Radiant i stjernebilledet Løven.
 
Geminiderne: Aktive 7. til 17. december. Størst aktivitet 13. december. Radiant i stjernebilledet Tvillingerne.
 

Ildkugle

En meteoroide på størrelse med en sten eller en mindre stenblok kan frembringe et meget kraftigt stjerneskud, som kaldes en ildkugle. Noget af de lidt større meteoroider kan overleve turen gennem Jordens atmosfære. Stumper af en meteoroide der ligger på Jordens overflade, kaldes meteoritter. Ser du en ildkugle, vil en indberetning være til stor hjælp for at finde meteoritter. På denne hjemmeside kan du finde oplysninger om ildkugler og lave en indberetning, hvis du ser en.