Solen

Solen er en forholdsvis almindelig stjerne som dem du ser på nattehimlen. Den lyser, fordi den er varm. Varmen fremkommer ved at tyngdekraften presser Solen sammen. Atomkerneprocesser i Solens indre har i mange år gjort, og gør stadig, at den holder en meget stabil temperatur. Jorden får energi fra Solen i form af lys og en smule partikelstråling.
 
Solens effekt er 384.600.000.000.000.000.000.000.000 (384.600.000 trillioner) watt. Det betyder, at den på ét sekund udsender lige så meget energi, som der fremkommer ved afbrænding af 12.000.000.000.000.000.000 (12 trillioner) liter benzin. Når Solen udsender energi, bliver den langsomt varmere.
 
Se mere om solen her hos rummet.dk.
 
ADVARSEL: Se aldrig på Solen med det blotte øje eller nogen form for kikkert uden den rigtige beskyttelse. Du får forbrændt dine øjne, og vil være blind eller få varig skade på dit syn.
 

Solformørkelse

Når Månen går ind foran Solen, opstår der en solformørkelse.
 
Herunder ses et slideshow med fem billeder fra solformørkelsen den 20. marts 2015. De er taget med et håndholdt digitalkamera gennem et solfilter fra Orion Planetarium i Jels. Under formørkelsen blev det mærkbart koldere. Fra en pålidelig kilde har jeg set følgende eksempel på lufttemperaturen: Kl. 9:50 og 11:10 var det ca. 7,5 grader. Kl. 10:50 var temperaturen ca. 6,5 grader. Solformørkelsen var maksimum kl. ca. 10:45. Peg på billederne for at se tidspunktet.
 

Kl. 9:46

Kl. 10:13

Kl. 10:33

Kl. 10:37

Kl. 10:46

Denne solformørkelse fotograferede jeg den 4. januar 2011 kl. 9:15 gennem skydækket. Det er taget under et arrangement hos Orion Planetarium i Jels.

Dette billede er af solformørkelsen den 1. august 2008. Det er taget kl. 12:28 fra Orion Planetarium i Jels gennem et solfilter.

Planetpassage af Solen

Det er kun planeterne Merkur og Venus der kan passere mellem Jorden og Solen. Dette kaldes henholdsvis Merkur- og Venuspassage.
 

Her er et billede af Venuspassagen den 6. juni 2012. Du kan først og fremmest se Venus som en sort plet øverst til højre på solskiven. Den øverste halvdel af solskiven er også dækket af et tyndt skylag. Flere steder på billedet ses der også solpletter. Disse solpletter ses et stykke over og lidt under midten af solskiven, samt et stykke til højre for midten.

Den næste venuspassage er først den 10. december 2117.

Billedet er taget fra Orion Planetarium i Jels gennem et solfilter.